Når skinnet bedrager Umiddelbart skulle man ikke tro, at en bog med en titel, der i fri oversættelse lyder "Hvem har flyttet min ost?" kan være en seriøs bog for den forudseende og forandringssøgende erhvervsleder og forretningsmand. Men sådan forholder det sig – i hvert fald sådan nogenlunde. For som antydet i underoverskriften er holdningen til denne bog delt i to hovedlejre. I den ene lejr elsker man bogen og dens budskab. I den anden er bogen tæt på det værste, simpleste management-guru-pop, der til dags dato er skrevet. Den første lejr – tilhængerne – udgør dog et stort nok antal læsere til, at bogen, der udkom i 1998 er blevet en slags landeplage i USA. Bogen har ligget eller ligger stadig på bestseller-listen hos en række førende amerikanske publikationer for erhvervslivet såsom "Business Week" og "The Wall Street Journal". Skønsmæssigt ligger bogen på skrivebordet hos toplederne eller de centrale forandringsagenter i 30 % af alle Fortune 500 virksomhederne. Bogen rækker dog videre end til forretningsverdenen, idet den har fanget det såkaldt brede publikum i så stort et omfang, at den også er blevet til en bestseller i kategorien for faglitteratur i almindelighed. Nu behøver sådanne faktuelle data jo ikke nødvendigvis at betyde, at bogen er god, brugbar eller læseværdig. Men under alle omstændigheder gør det bogen fortjent til en "opmærksomgørelse" for det danske publikum, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med den. En discipel træder frem og prædiker Anmelderen erindrer i bakspejlet at have hørt om bogen tidligere, men det var først for nylig under deltagelse i en workshop i en Fortune 500-virksomhed, at jeg blev gjort så interesseret i bogen, at jeg valgte at se nærmere på den. Under denne workshop overværede jeg et indlæg af direktøren for hovedkvarterets Human Resources-afdeling, et indlæg der vidnede om, at bogen nærmest spontant havde forandret hende og givet hende et nyt syn på sig selv, ledelse og forandringsvillighed. Dette budskab forsøgte hun i sit "indspark" med tæt på discipelagtig begejstring at formidle videre til gruppen af tilhørere, der bestod af værkførere og team-ledere fra en række forskellige produktions-enheder i virksomheden. Om det lykkedes 100 % eller lejren blev delt i to grupper er jeg ikke i stand til at afgøre, men oplevelsen var så stærk (og på mange måder også skræmmende), at jeg måtte have fat i bogen, for et eller andet "interessant" måtte der være at finde i den. En slags makro-anmeldelse Efter at have læst bogen et par gange og bladret frem og tilbage i den endnu flere gange, kom jeg til den måske lidt besynderlige konklusion, at bogen ikke egner sig til en traditionel anmeldelse med direkte gengivelse af og/eller referencer til bogens indhold. En stor del af hovedbudskabet i bogen er betinget af selvoplevelse og eftertænksomhed - og muligheden herfor bliver i hvert fald delvist ødelagt, hvis der bliver gengivet for meget af det konkrete indhold og "plottet" i historien. Så udover at der er tale om en historie, så vil hvad "Who Moved My Cheese?" egentlig refererer til ikke blive afsløret her. Intet nyt under solen ... eller? En konkret indholdsmæssig detalje om bogen, der dog ikke skal skjules er, at den ikke som sådan siger noget om forandring, der ikke er sagt før. Den præsenterer med andre ord ikke ny og banebrydende teori. Bogen er vel nærmest a-teoretisk, men ikke teoriløs, da den bygger på en masse af de teorier, som andre forfattere har opfundet eller bruger til at diskutere forandringsledelse og –parathed ud fra. Dét der derimod er bogens styrke er måden, den får tingene sagt på. Det er fortællingen, historien, det umiddelbare, det inspirerende, der giver bogen værdi. En metafor for og om forandring Forfatteren Kurt Vonnegut sagde engang, at: "Problemet med videnskab er, at den ikke skaber håb, men kun hårde fakta". Denne bog giver håb om, at det kan lade sig gøre at forandre sig. Ikke gennem "...og så gør vi sådan, når vi...", men ved at tilbyde et sprog at tale om forandring ud fra. Et sprog, der er med til at afmystificere forandring og gøre det mere overkommeligt og håndgribeligt. Og som gør det muligt at få tænkt og sagt dét, der er så svært og næsten umuligt at få kommunikeret med "normale" ord. Bogen er kort og godt en metafor, der, som det påpeges i det indledende citat, tillader den enkelte læser at komme med sin egen fortolkning af, hvad meningsfuld forandring er og kræver. Man bliver nænsomt udfordret i sin tænkemåde og får lejlighed til at kigge sig selv lidt i spejlet og reflektere over sine egne og andres holdninger til forandring. Måske bliver man skubbet ud af sin komfortzone og bliver motiveret til at gå i gang med et forandringsprojekt. Måske bliver man stående, hvor man er. Måske gør man noget helt tredie. Katalyseret det bliver man i hvert fald på den ene eller den anden måde. For simpel og banal? Om bogen er ubetinget god eller ubetinget dårlig, vil jeg egentlig helst ikke tage stilling til, da det vil afhænge af den enkelte læsers præferencer og læringsstil. Men jeg vil tillade mig at sige, at bogen er ubetinget læseværdig. Der er ingen dog tvivl om, at også mange danske læsere vil finde bogen banal og for simpel, ja, måske næsten ligefrem ubrugelig. Disse læsere må så ty til - eller måske rettere sagt supplere med - de mere teori- og modelorienterede bøger. Bogen er bestemt ikke et universalmiddel, der giver svar på alt og virker for alle. Bogen skal vel snarere ses som et værktøj blandt mange andre, der måske specielt vil have sin styrke i de indledende faser af en forandringsproces, hvor der er behov for at få åbnet op og skabt parathed til at prøve noget nyt. Skulle bogen vise sig at have større og næsten øjeblikkelig virkningskraft for nogle personer, som f.eks. den tidligere omtalte direktør for Human Resources, så er det jo deres "problem" – det bør i hvert fald ikke være et problem for eventuelle skeptikere. Læs, tænk, vurdér og lær Bogen er skrevet af Spencer Johnson, som mange måske kender som en af ophavsmændende (Kenneth Blanchard er den anden) til bogen "The One Minute Manager". "Who Moved My Cheese?" kan ikke læses på 1 minut, men på vel lidt over 1 time. Så læs bogen. Kan man få noget ud af denne bog, så kan man smile og tage det med og bruge det. Kan man ikke bruge bogen - ja, så er det ærgeligt, men man har i det mindste kun "spildt" en time. Dog vil jeg postulere, at tiden under ingen omstændigheder har været spildt. At tage kvalificeret stilling til noget – også det man ikke synes om – er jo altid lærerigt. Og husk på de gyldne ord: "Kan man ikke lide lugten i bageriet, så må man finde et andet sted at snuse rundt...!" Anmeldelsen blev bragt i Dagbladet Børsen den 16. marts 2001 » Tilbage «